Forskel på A-kasse og fagforening

Der er mange forskellige A-kasser såvel som fagforeninger, hvorfor det blandt andet også kan være svært for mange at vælge, hvilken fagforening eller A-kasse der passer bedst til dem.

Der er rigtig mange der har deres fagforening og A-kasse samlet samme sted, hvilket der kan være både fordele og ulemper ved. De har dog hver deres funktion, hvilket vi kommer nærmere ind på her i artiklen.

Hvad er en A-kasse?

Hvis du vil have ret til dagpenge i tilfælde af, at du bliver ledig, så skal du være medlem af en A-kasse. Hvis ikke du er medlem af en A-kasse og bliver ledig, så har du ikke ret til dagpenge, og du kan derfor udelukkende få kontanthjælp.

I Danmark er det frivilligt, om du vil være medlem af en A-kasse eller ej. Du tænker måske, at du ikke har behov for en A-kasse, hvis du altid har været i arbejde. Der er dog mange danskere, der hvert år mister deres arbejde af den ene eller anden grund, som de ikke selv er herre eller kvinde over. Dette skete eksempelvis for mange under finanskrisen. Derfor er det som udgangspunkt en god ide, at være medlem af en A-kasse, så du er forsikret, hvis uheldet skulle være ude.

Overordnet findes der 3 forskellige typer af A-kasser. Der er de tværfaglige A-kasser, som er for alle. Så er der de branchespecifikke A-kasser, som kun optager medlemmer, der tilhører et bestemt fag eller branche. Den tredje type er ansættelsesbestemte A-kasser, som kun optager medlemmer med bestemt ansættelsestype, som ledere, funktionærer eller selvstændige.

Hvad er en fagforening?

Ligesom det er tilfældet mad A-kasser, så findes der også forskellige former for fagforeninger. Den største forskel på fagforeningerne er, at der er nogle der er tværfaglige, også kaldet gule fagforeninger, og nogle der er fagspecifikke. Alle kan være en del af en tværfaglig fagforening, hvor de fagspecifikke kun er for dem der tilhører det fag.

Alle fagforeninger har til opgave at hjælpe dig, hvis der skulle opstå uoverensstemmelser på din arbejdsplads. Dette gælder både for de tværfaglige og de fagspecifikke fagforeninger. Hvilken form for fagforening du skal vælge, kommer an på din situation. Hvis du er på en arbejdsplads, hvor der udelukkende er ansatte indenfor samme fag, så kan der være fordele ved at vælge en fagspecifik fagforening. Disse forhandler overenskomst og sørger for, at der er en tillidsmand til stede på arbejdspladsen. Dette gør de tværfaglige ikke, men til gengæld er de som regel billigere.